Gældende regelsæt for afdeling 12 (tillæg til kirkegårdsvedtægten)


Afd. 12 og består af urnegravsteder med plænesten, som indgår i græsarealerne på Nordre Kirkegård.

Hvert urnegravsted består af 4 urnegravpladser - dvs. der er plads til 4 urner under hver plænesten.


Urnenedsættelse

Urnenedsættelse kan ske med deltagelse af følge, når kirkegården har modtaget liggestenen fra stenhuggeren.

Nedsættelser foretages på hverdage indenfor personalets arbejdstid.


Ren- og vedligeholdelse


Afd. 12 har status af fællesgravplads, hvilket betyder, at ren- og vedligeholdelse sker på kirkegårdens foranstaltning, og at der i forbindelse med erhvervelse af et gravsted i denne afdeling indgås en obligatorisk pasningsaftale (L-aftale), som løber i hele gravstedets fredningsperiode på 10 år. For detaljer omkring denne aftale, se nedenfor.


Andre ydelser med årlig fakturering eller flerårig legat-aftale


Kirkegården tilbyder levering og placering af puder og kranse på gravstedet op til jul.

Kirkegårdskontoret kan kontaktes for tilbud og oplysning om priser.


Størrelse, gravsten, blomster og pynt


Hvert urnegravsted har en størrelse på ca. 1 m2, og der må nedsættes op til 4 urner på hvert gravsted.


På gravstedet skal der anbringes en flad liggesten i græsniveau.

Stenen skal være af matslebet eller finhugget granit med indhuggede bogstaver og kan af stenhuggeren leveres med en eller to ”indbyggede” vaser. Liggestenen skal måle 60x45x10 cm.

Stenen placeres af kirkegårdens personale.


På liggesten eller i de ”indbyggede” vaser må der kun anbringes afskårne blomster.

I forbindelse med græsslåning lægges de afskårne blomster til side – og tilbage på stenen igen, når arbejdet er færdigt. En gang om ugen (oftest fredag) gennemgår kirkegårdens personale afdelingen for visne blomster og fjerner det, som efter deres vurdering, ikke vil kunne holde sig pænt en uge mere.

Af hensyn til kirkegårdens græsslåning og pasning af afdelingerne må der ikke placeres sammenplantninger; planter i potter; planter med rod; udsmykning i plast eller andet uforgængeligt materiale på stenen. Det samme gælder gravstedslys og øvrig pynt med batterier eller solceller. Kirkegården forbeholder sig derfor ret til at fjerne genstande af ovennævnte beskaffenhed uden forudgående advisering af gravstedsejeren.


I perioden 1. november – påske må der lægges puder og kranse på stenen. Det frarådes dog at lægge dekorationer uden plastunderlag, da der kan afsættes rustmærker fra ståltråd på stenen.

Puder og kranse fjernes af kirkegårdens personale inden påske.


Obligatorisk legat (L-aftale) om ren- og vedligeholdelse af gravsted


I afdeling 12 foretages al ren- og vedligeholdelse af gravstedet af kirkegårdens personale.

Ved erhvervelse af et gravsted opretter kirkegården derfor en obligatorisk legat aftale (L-aftale) med gravstedsejeren.

Ved indgåelse af en L-aftale skal det samlede beløb for kirkegårdens ren- og vedligehold af gravstedet i hele gravstedets fredningsperiode på 10 år betales på én gang til GIAS i Viborg (fælles gravstedsindberetning- og adm.system).

L-aftalen løber altså i hele gravstedets fredningsperiode på 10 år og kan, som gravstedet, fornyes med min. 5 år efter fredningsperiodens udløb.

L-aftalen omfatter græsslåning samt fjernelse af visne blade, afskårne blomster, kranse og puder.


Afdeling 12 har status som fællesgravplads, hvilket bla. betyder, at gravstedets fredningsperiode starter forfra med 10 år hver gang, der foretages en ny urnenedsættelse på gravstedet. Der vil derfor skulle oprettes og betales for en ny 10-årig L-aftale, også selv om der måtte være rest løbetid på den sidste L-aftale, der er oprettet på gravstedet.








NYKØBING SJ. KIRKEGÅRDE  -  KLINTEVEJ 24  -  4500 NYKØBING SJ.  -  TLF 59 91 14 68  -  CVR 20200111  -  NYKSJ.KGD@MAIL.DK